Gå til sideindhold
Ung Egedal

Halloween i Egedal - (u)hygge med mening

Den sidste lørdag i oktober åbner vi dørene til årets mest (u)hyggelige dag, når vi inviterer til Halloween i Egedalcentret og Stenløse Kulturhus.

 

Dagen starter med et stort optog gennem centret, og herefter er der aktiviteter for hele familien. Du kan blandt andet prøve:

  • Græskarudskæring
  • Ansigtsmaling
  • Kreative områder
  • Gode gys for de mindste
  • Den uhyggelige horrortunnel (for de lidt større), skabt af børn, unge og voksne fra Stenløse Fritidsklub & Ungehus
  • Uhyggelige mysterie bokse
  • Lækre kager
  • ...og meget mere

 

I løbet af dagen bliver de bedst udklædte kåret – med præmier til vinderne!

Kage med god samvittighed 🍰

I vores Bag For En Sag-bod, som drives af Klub Egedal, går hele overskuddet ubeskåret til BørneTelefonen. Hvert år modtager BørneTelefonen og HØRT over 60.000 opkald fra børn og unge om alt fra mobning og vold i familien til ensomhed og kærestesorger. Vi vil gerne sikre, at der altid sidder kompetente rådgivere klar til at lytte til børn og unge, som har modet til at tale om deres udfordringer.

 

”Vi bager, så ingen børn ringer forgæves”

 

I boden kan du købe lækre hjemmebagte kager og boller, kaffe, varm kakao – og stille den lille sult med nachos.

Græskar med kreativt twist 🎨

I vores Græskar-bod kan børn udskære og dekorere deres eget græskar med blomster. Når du køber et græskar, går pengene til BørneTelefonen. Centerforeningen har doneret græskar til formålet.

Teater – børn på scenen 🎭

På Springbrættet har ca. 20 børn arbejdet med teater hele året. Til Halloween har de skabt forestillinger med to unikke metoder:

  • Pop-teater: Teater, der “popper op” midt i optoget.
  • Total-teater: Forestillinger i en cirkel med publikum hele vejen rundt.

 

Teater handler først og fremmest om fællesskab, mod og kreativitet. Børnene deltager i planlægning, udvikler idéer, øver sammen og står til sidst på scenen foran publikum.

Børnenes egne ord:

  • “Vi har fået nye venner.”
  • “Jeg er blevet mere modig foran mange mennesker.”
  • “Vi har lært at samarbejde og improvisere.”

Unge skaber Halloween for børn 👻

I Klub Egedal handler Halloween ikke kun om gys og grin. Det er også et fællesskabende projekt, hvor unge udvikler aktiviteter, der styrker kreativitet, ansvar og samarbejde.

 

Et eksempel er de mysteriebokse, også kaldet klamme kasser. Børn stikker hånden ind i en mørk kasse og skal gætte, om det er spaghetti, en våd vaskeklud eller en zombihjerne. Alt er skabt af de unge, fra idé og materialevalg til selve udførelsen.

 

Ved at lade de unge stå for aktiviteterne får de ejerskab, ansvar og oplever glæden ved at skabe noget, der giver andre børn både gys og grin.

Horrortunnel – Det Forladte Fængsel 👻

Stenløse og Veksø Fritids- og Ungdomsklubber inviterer til årets mest (u)hyggelige oplevelse

i Stenløse Kulturhus!

 

Når du træder ind i Det Forladte Fængsel, venter der dig mørke gange, kolde celler og lyden af kæder, der klirrer i det fjerne. Rygtet siger, at fængslet blev lukket efter nogle meget mystiske hændelser...

 

De unge har selv stået for det hele – fra uhyggelige scenarier og blodige detaljer til deres egne roller som fanger og vagter. Med blinkende lys, raslende kæder og pludselige overraskelser bliver det en oplevelse, du sent glemmer!

 

👉 Kun for de modige!

🎃 Tak til Ungdomsringen for støtten! 🎃

Vi er utrolig glade for, at vi igen i år har fået støtte fra Ungdomsringen til at gennemføre vores store Halloweenarrangement – til glæde for alle borgere i Egedal Kommune og klubber fra andre kommuner.

 

Som en del af samarbejdet med Ungdomsringen åbner vi nemlig dørene for klubber uden for kommunen, der har lyst til at deltage i arrangementet. Efterfølgende inviteres de til en sparringsdag, hvor vi deler ud af vores erfaringer med at skabe projekter baseret på

børneinddragelse og en stærk pædagogisk indsats.

 

Vi glæder os til endnu en (u)hyggelig Halloween med fællesskab, kreativitet og masser af gys 👻

Sammen skaber vi halloween-magi for hele kommunen

Hele arrangementet er skabt i et stærkt samarbejde mellem Centerforeningen og Egedal Kommune, herunder Ung Egedal, Klub Egedal, Egedal bibliotekerne, Stenløse Kulturhus samt Egedal Musik- og Kulturskole.

Apricore logo