Teaterkoncert fejrer 500 året for reformationen i Udlejre Kirke

 

Teaterkoncert fejrer 500 året for reformationen i Udlejre Kirke

Hvad har en munk fra 1500-tallet til fælles med en teenagepige fra 2017? En hel del.

Skærer i sig selv

Den unge pige Lulu står foran sit spejlbillede og skærer i sig selv. Hun føler skyld over, at vennen Christopher er død. Hun har mistet troen på livet, sig selv og på kærligheden. 500 år før står munken Martin Luther foran spejlet i sit kammer og beder om syndsforladelse. Han føler skyld og har ligeledes mistet troen på sig selv og reformationen.
Men det er kun med tro, at vi kan flytte os og skabe forandringer for os selv og andre. Og det er det, som stykket TRO handler om.
Teaterkoncerten fejrer, at det i år er 500 år siden reformationen rullede gennem Europa og dannede grundlaget for den folkekirke, ytringsfrihed og frihed vi kender i dag.

Luther blev kaldt “Vildsvinet”

Linda Østergaard Sørensen, der har skrevet og instrueret stykket, forsikrer dog publikum om, at stykket på trods af den dybe alvor også rummer masser af humor og komiske karakterer og betegner selv stykket som en livsbekræftende komedie om tro, frihed, fællesskab og kærlighed.

"Luther var en 200 kilo tung munk med øgenavnet vildsvinet. Han drak, bandede, tegnede frække karikaturer og udtalte sig om sex. Han blev stik imod tidens regler gift og fik børn med nonnen Katharina von Bora. Ud fra hans historie kom der helt naturligt masser af energi i fortællingen",

siger Linda Østergaard Sørensen.

– Vi vil gerne fortælle en historie om reformationen, som er relevant for unge i dag. Luther gjorde op med troen, som noget man kan måle på det ydre – det er noget vi finder i det indre og som vi sådan set selv bestemmer, og det er svært, siger Linda Østergaard Sørensen.

"For 500 år siden gik Luther op imod den stærke katolske kirke, oversatte Biblen fra latin til tysk, så almindelige mennesker kunne forstå den og gjorde op med et væld af dogmer, som virkede stærkt undertrykkende på folk.
Jeg håber, at publikum gennem stykket bliver bevidste om deres egen tro – ikke nødvendigvis i religiøs forstand, men i forhold til deres egne handlinger. Det er vigtigt at tro på det vi selv gør og siger",

slutter Linda Østergaard Sørensen.

Efter stykket kan publikum tænde et lys for det de tror på, på vej ud af kirken.

Samarbejde på tværs

Teaterkoncerten er i år et samarbejde mellem Egedal Musikskole, Ung Egedal og Frederikssund Provsti. Teaterkoncerten opføres med liveband og videoprojektioner på kirkevæggen. Skuespillere og musikere er unge fra Egedal.

Manuskript og instruktion: Linda Østergaard Sørensen
Scenografi: Sandra Møller Svendsen
Musik: Coldplay, Leonard Cohen, Bob Dylan, John Lennon, Søren Huss.

Sted:
Udlejre Kirke
Ørnebjergvej 7
3650 ØLSTYKKE

Tid:
Tirsdag d. 4. april kl. 20:00 (Premiere)
Onsdag d. 5. april kl. 20:00
Tirsdag d. 6. april kl. 20:00

Billetter:
Køb biletter på billetto.dk
Pris: 25 kr.

Vil du vide mere?
Kontakt Musikskoleleder Mikkel Benn, Center for Plan Kultur og Erhverv, Mikkel.Benn@egekom.dk, telefon 7259 7882 eller viceungdomsskoleleder i Ung Egedal, Erik Rasmussen, Erik.Rasmussen@egekom.dk, telefon 7259 9202 eller manuskriptforfatter Linda Østergaard Sørensen, Linda_Oestergaard@hotmail.com, telefon 3150 8588.