Ung Egedal er klar til en ny sæson

 

Nu er den gode, lange sommerferie forbi, og Egedals unge er tilbage på skolebænken.

Et nyt skoleår venter forude – det samme gør en ny sæson i Ung Egedal.

For 10. år i træk åbner Ung Egedal endnu en gang op for nye tilmeldinger til endnu et væld af aktiviteter, arrangementer, rejser, undervisningstilbud og projekter for kommunens unge. Og i år er der gjort ekstra meget ud af sagerne: Ung Egedal introducerer udover det nye program et nyt logo og et spritnyt magasin til kommunens unge.

Roadshow på Egedals folkeskoler

Igen i år tager SSP, Projektværkstedet og medarbejdere fra Ung Egedal på roadshow ud til folkeskolerne og privatskolen i Egedal. Som noget helt nyt har Ung Egedal i år fået trykt et magasin, der indeholder artikler, interviews og beskrivelser af de mange forskellige hold. Fokus i magasinet har været at lade de unge, der kender til og bruger Ung Egedal, selv fortælle om, hvad de bruger Ung Egedal til.

I magasinet kan du læse om de nye ungehuse, Ung Egedal og Klub Egedal arbejder i fællesskab om – Ungehuset Hampen, Ungehuset Smørum og Stengårdens Ungehus. Der er et interview med to mødeledere fra EmpowR, som er et samarbejde mellem GirlTalk.dk og Ung Egedal. Du kan også læse artiklen om Tobias, der er med i Ungdomsbrandkorpset, Sandra fra Sexualisterne og fire forskellige anmeldelser af sidste års Filmfestival, der er skrevet af unge journalister fra Ung Egedals Masterclass i Journalistik.
På roadshowet vil kommunens unge få mulighed for at stille spørgsmål og få hjælp til tilmeldinger til de hold, der har fanget interessen.

”Roadshowet er jo en fast tradition for os i Ung Egedal,” fortæller viceskoleleder Erik Rasmussen. ”Vi får rigtigt meget ud af at komme ud og besøge de unge på skolerne, og de unge virker altid nysgerrige og interesserede i at høre om, hvad vi kan tilbyde dem af fritidsaktiviteter, fester, rejser og arrangementer. I år er vi særligt spændte på at finde ud af, hvordan de vil tage imod det her nye magasin og vores nye logo. Vi har jo fået en lidt mere tidssvarende og frisk stil henover sommeren. Så vi er meget spændte på, hvordan de nye tiltag modtages af de unge.”
Magasinet vil blive delt ud på skolerne i forbindelse med roadshowet, og det kan derudover rekvireres på bibliotekerne i Egedal, i kommunens sportshaller og i Stenløse Kulturhus.

Roadshowet løber af stablen d. 11. til 19. august, og d. 23. august 2016 besøges Ølstykke 10. klasse Center, og Ung Egedal vil som sædvanlig reportere fra Roadshowet på de sociale medier. Så følg med både på Facebook, Instagram og Snapchat.

Du kan i øvrigt læse vores nye magasin her.